Af Shop Rosted

Udgivet oktober 23, 2018


Håret starter sin livsbane allerede i det tidlige fosterstadie. Allerede to måneder efter befrugtningen dannes alle hårsækkene i læderhuden og når disse begynder at tage form, vil en af dem blive til en modercelle, også kaldet en matrixcelle. Denne matrixcelle vil overføre arveanlæg til det senere hår, som skal begynde at vokse. I samme periode begynder der også at dannes talg, som er hovedbundens og håretsnaturlige fedt.

Hårets udvikling, afhænger af vores livscyklus og gennemgår forskellige stadier gennem livet. Det første hår vi får, er lanugohår. Allerede 3 måneder efter befrugtning begynder lanugohårene at vokse, som meget fint silkehår. Det første hår affald (hårtab) begynder også allerede at ske 2 måneder inden fødslen, hvor resten af de små fine lanugohår falder af lige efter fødslen. Herefter begynder vi at få vellushår, som også er meget fine og bløde, men som i modsætning til lanugohårene har lidt farve. Når barnet bliver født, vil det altså have både lanugohår og nye vellushår på hovedet. Når vi begynder at tabe vellushårene, dannes intermediahåret, som et mellemstadie i hårets udvikling, som vi har indtil vi er omkring 3-5 år, hvorefter terminalhåret begynder at vokse frem, som er det hår vi har til omkring 30-års alderen. Herefter vil håret igen, i større eller mindre grad, blive skiftet ud og man vil få vellushår på de områder af huden, hvor terminalhårene falder af.

Håret har tre vækstfaser:

Anagenfasen – vækstfasen (3-5 år)

Katagenfasen – overgangsfasen (3-4 uger)

Telogenfasen – hvilefasen (3-4 måneder)

Vækstfasen varer omkring 3-5 år og det er her der dannes nye hårceller og alle de nødvendige næringsstoffer til celledannelsen bliver tilført direkte fra blodomløbet. Ca. 85 % af hårmassen befinder sig i denne fase. Overgangsfasen varer gerne 3-4 uger og på dette stadie foregår omformningen til kolbehår. Omkring 1 % af håret befinder sig i denne fase. Hvilefasen tager 3-4 måneder, og her foregår der ikke længere nogen cellevækst. Ca. 14 % af hårmassen befinder sig i denne fase.

Hårets sammensætning  

Vores hår indeholder forskellige stoffer, såsom proteiner (70-80%), mineraler (0,06-0,5%), lipider (3-6%), pigmenter (0-1%), vand (10-15%) og kulhydrater (0,1-0,5%).

Håret er desuden sammensat af 3 hovedbestanddele:

Cuticula – skællag

Cortex – bark

Medulla – marv

Cuticula er det ydre lag på håret, som er flade tre delte celler der overlapper hinanden og danner et beskyttende lag rundt om håret. Cortex er det mellemste lag og består af lange celler, proteinbindinger, der er formet som strenge. Cortex giver håret dets elasticitet, styrke og gennemtrængelighed. Medulla er hårets indre del, også kaldet hårkanalen.

Hårets naturlige farve

Hårets farve bliver dannet i hårets melanocyt celler. Disse celler producerer nemlig farvepigmentet melanin. Melaninpigmenterne opdeles i 2 grupper:

De kornede pigmenter (Eumelanin) som skaber farverne fra sort til mørkerød, og som derved giver håret mørke farver.

De diffuse pigmenter (Phaeomelanin) som skaber farverne fra skinnende rød til bleggul, og som derved giver håret lyse farver. 

Det er koncentrationen og kombinationen af de kornede pigmenter og de diffuse pigmenter, der giver håret sin naturlige farve og afgør om håret synes mørkt eller lyst. Har håret flest kornede pigmenter vil håret blive mørkt, hvorimod hår med flest diffuse pigmenter vil blive lyst. Normalt bliver hårfarven desuden, for de fleste, mørkere med alderen for til sidst at gå hen og blive gråt eller hvidt. Denne udvikling betyder at mængden af melanin ikke er kontant, hvorfor håret skifter farve. Normalt er der intet pigment i hårets yderste skællag, da det yderste lag danner en transparent beskyttelseshinde som er med til at give håret dets glans. Hårets glans, er da også særlig vigtig for virkningen af dets naturlige farve.

Pigmenteringen af håret afhænger desuden meget af hvilken etnisk gruppe man tilhører. Man kan skelne mellem 3 forskellige hårtyper: kaukasisk-europæisk, asiatisk og afrikansk-negroid. I det asiatiske og afrikanske-negroide hår er der overvejende mørke pigmenter. Samtidig ses der også farvepigment i skællaget hos asiater og afrikanere, hvorved den meget mørke naturlige farve opstår. Der er også forskel i tykkelsen af håret, samt tætheden. Kaukasisk-europæisk hår, er f.eks. ofte tyndere end asiatisk hår, men det er som oftest også tættere. Blondt hår er normalt det tyndeste hår, men til gengæld har folk med blondt hår det største antal hår på hovedet.    

Hårfarvning

Når håret skal farves med kemiske farvemidler, kan disse inddeles i 3 grupper afhængig af virkningsvarigheden. Der findes altså midlertidige, halvpermanente og permanente hårfarver.

Den midlertidige farvning, har som navnet antyder, en kortere tidsbegrænset holdbarhed, og kan nemt vaskes ud af håret igen.

Den halvpermanente farvning, holder længere end den midlertidige, men trænger kun ind i håret indtil udkanten af mellemlaget (cortex) og farven forsvinder derfor efterhånden som håret vaskes. Man skelner imellem to typer af halvpermanente farvninger, tone i tone og reflekser. Når håret farves i tone i tone, farves det i samme tone som det allerede har, eller i en mørkere tone. Bruges til at dække over hvide/grå hår, såfremt at de er ligeligt fordelt i naturlige nuancer og at der ikke er for mange af dem. Farvningen indeholder hverken ammoniak eller beise og lysner ikke håret. Reflekser farver håret i samme tone og giver håret naturlige farvereflekser (farvespil). Anvendes på naturhår uden hvide/grå hår. Heller ikke her indeholder farvningen ammoniak eller beise og lysner hellerikke håret.

Den permanente farvning virker ved, at den både lysner og farver håret samtidig. Den bruges til at dække hvide/grå hår og kan farve håret lysere, i samme tone eller mørkere. Permanent farvning kræver 3 elementer for at kunne fungere: ammoniak, oxidant og farveforløbere (selve farven). Ammoniakken har 2 vigtige funktioner for farvning. For det første får den hårfibrene til at svulme op, således at hårets skællag åbnes og lader farven trænge ind i håret. Dertil hjælper ammoniakken med at frigøre det oxygen der indeholdes i oxidanten. Oxygenet bruges til at påvirke hårets pigmenter, ved at oxidere dem og får dem på den måde til at lysne. Dertil bruges det til at oxidere farverne for at fremkalde farvestofferne.

En permanent farvning er opdelt i 2 kategorier: oxidationsbaserne og kolberne. Oxidationsbaserne sørger for farvens intensitet, og for at hvide/grå hår dækkes. Hvorimod kolberne gør det muligt at lave forskellige reflekter, såsom gylden, kobber, ask osv. Disse to grupper virker således sammen, for at skabe den endelige farve. Den opnåede farve er et resultat af først den fremkaldte lysning og dernæst den påførte farve.

Farvekortet kan opdeles i:

Naturfarver

Refleksfarver

Naturfarver med reflekser

Naturfarverne, er dem der betegner om en farve er lys eller mørk. De kan imidlertid også kaldes for grundfarver, tonehøjder og farvedybde. Alle betegnelserne dækker da også det samme, nemlig om farven er mørk eller lys. Naturfarverne er desuden dem der farver og dækker grå hår.   

Refleksfarverne er derimod de farver, som giver naturfarverne en farvenuancering og et farvespil, alt efter farvevalget. Refleksfarverne nuancerer naturfarverne og farver derfor ikke i sig selv og dækker derfor ikke de grå hår.

I naturfarver med reflekser er det naturfarven, der er den egentlige farve og refleksfarven der giver håret en ønsket nuance. Når man arbejder med naturfarver med reflekser, skal man være opmærksom på at det er naturfarven (grundfarven) der dækker eventuelle grå/hvide hår. Anvendes naturfarver med reflekser, både farver, dækker og nuancerer farvningen.